MERE AF DET GODE – MINDRE AF DET USUNDE
I 2030 skal REMA 1000 have forbedret folkesundheden betydeligt i Danmark via vores udbud af produkter og aktiviteter. Vi skal opnå denne målsætning ved at indgå minimum 15 sundhedspartnerskaber med organisationer, der fremmer fysisk og psykisk velvære.
Vores partnerskaber spænder vidt og inkluderer organisationer, der arrangerer camps, skoler, bekæmper sygdomme og som har ekspertviden, der hjælper os med at indfri vores strategiske målsætninger inden for sundhed og velvære. I 2024 indgik vi sundhedspartnerskab nummer 16 med Julemærkefonden, som arbejder på at fremme både fysisk og psykisk sundhed for børn og unge.

LET INDKØBET I SAMARBEJDE MED KRÆFTENS BEKÆMPELSE
Sundhed er et af vores allervigtigste fokusområder, og vi arbejder hele tiden på at bidrage så positivt til folkesundheden i Danmark som muligt. Antallet af overvægtige danskere stiger, og denne tendens ser kun ud til at fortsætte.
I samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og forskere fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet har vi de seneste mange år været med i et stort projekt – ‘Let indkøbet’ – om at nedbringe salget af kalorier i vores butikker. Projektet har som det første nogensinde undersøgt, hvordan dagligvarehandlen kan sælge færre kalorier, og dermed aktivt medvirke i kampen mod danskernes stigende overvægt.
Vores medvirken i projektet har bl.a. betydet, at vi har skruet ned for kalorierne ved at gentænke ingredienserne i en række hverdagsvarer, justeret placeringen i butikkerne samt sat fokus på det sundere valg i bl.a. vores tilbudsaviser.
