Certificeret palmeolie

I REMA 1000 er vi medlem af Dansk Alliance for Ansvarlig Palmeolie samt Roundtable on Sustainable Palm Oil (RSPO), og vi har i flere år samarbejdet med Verdensnaturfonden WWF. På den måde kan vi nemlig være med til at sikre bæredygtig palmeolie i vores egne REMA 1000 varer samt sørge for positiv indflydelse på verdens regnskove.

Vi er klar over, at palmeolie indgår i produktionen af hundredvis af mad- og dagligvarer lige fra shampoo, sæbe og stearinlys til kiks, chokolade og færdigretter. Palmeolie er den primære årsag til, at den frodige regnskov bliver fældet, og det udløser store mængder CO² i atmosfæren, da det har været oplagret i træer og jordbunden i tusinder af år. Når regnskoven omdannes til en palmeolieplantage, mister både dyr og planter deres levested.

Læs mere om Dansk Alliance for Ansvarlig Palmeolie

Bæredygtig målsætning

Store arealer regnskov forsvinder hvert år, for at der kan dyrkes palmeolie til dagligvareproduktion. I 2011 valgte vi som den første danske detailkæde, i samarbejde med Verdensnaturfonden WWF, at forsøge at medvirke til at stoppe denne triste udvikling ved at lave en målsætning om kun at anvende RSPO certificeret palmeolie.

I 2011 var det den mest ambitiøse målsætning inden for bæredygtig palmeolie i Danmark, og i dag er vi stolte af, at alle vores REMA 1000 varer indeholder certificeret palmeolie.

Om RSPO

RSPO Round Table on Sustainable Palm Oil er et samarbejdsforum, der blev etableret i 2003 for at fremme ansvarligt produceret palmeolie ved at definere troværdige, globale standarder og involvere aktører i hele leverandørkæden. Sammenslutningen består af NGO’er, producenter, raffinaderier og andre forarbejdningsvirksomheder, statslige institutioner og detailhandlen.

Parterne samarbejder for at sikre, at produktionen af palmeolie sker på forsvarlig vis. Der stilles blandt andet krav om, at primær skov ikke må ryddes, at der skal anvendes de bedst tilgængelige dyrkningsmetoder, natur og miljø skal beskyttes, og der skal tages hensyn til lokalbefolkningen, så de ikke får ødelagt deres leveområder. Der har været certificeret palmeolie (CSPO) på markedet siden november 2008.

Læs mere hos RSPO